Bofællesskabet er en selvstændig afdeling i HAB (Højbjerg Andelsboligforening). HAB er som helhed ansvarlig for boligerne, vedligeholdelse og økonomi. Men i bofællesskabet har vi selv påtaget os ansvaret for renholdelse, vedligeholdelse og drift; dels for at have større indflydelse, dels for at opnå besparelser. Alle må tage del i dette ansvar. Derfor har vi forskellige arbejdsgrupper samt en månedlig arbejdslørdag, hvor alle som udgangspunkt skal deltage.
Fællesspisningen på mandage, tirsdage, torsdage og fredage, er bofællesskabets rygrad, derfor skal alle beboere som udgangspunkt deltage. Madordningen er baseret på et pointsystem, så alle skal have et vist antal point indenfor en periode af ca. tre måneder hvilket betyder, at man laver mad ca. én gang om ugen i gennemsnit. I skoleferierne er der ingen fællesspisning.
Fælles ansvar og tolerance er nøgleord i bofællesskabets dagligdag. Beboersammensætningen er meget varieret da boligtildelingen afgøres af HAB efter bolignummer.
Der er et månedligt fællesmøde og en årlig generalforsamling, hvor alle kan opstille til bestyrelsesvalg.
Desuden kan man deltage i forskellige arrangementer.