Skt. Hans 2012

Til alle tider har bølgerne om hekse gået højt. Jamen, selv her i Rumlepotten ser vi i år en svag afglans af den eller de konflikter, der kan være omkring hekse.
Arne sender en mail med vedhæftet fil rundt med en en lang pseudovidenskabelig forklaring, på hvorfor vi skal afskaffe hekseafbrænding. Sven-Ole sætter et punkt på dagsorden til fællesmøde, om at hekse er kvinder. Ganske bemærkelsesværdigt har netop han ikke udtalt sig om, at han går ind for afskaffelse af hekseafbrænding. Noget andet og måske værre er, at han ikke har sat sig ordentligt ind i fællesmødets opgaver og formål. En kønsbestemmelse af hekse er nok langt ud over fællesmødets kompetenceområde.

Begrebet hekse er omgærdet med stor usikkerhed og tvivl. Det er nok ikke tilfældigt. For hvis vi ser heksen som symbol på sider og kræfter i os selv, som er tabubelagte, så giver det straks mening, at billedet af heksen til tider er lidt kaotisk og selvmodsigende. Det samme gælder, hvis man, som det blev udtrykt i en af mine tykke bøger, ser heksen som en måde at forklare det uforklarlige.

Jeg har søgt i bøger om mytologi, overtro og trolddom. Og jeg har selvfølgelig også googlet. Det skal man jo nu om dage. Selv når det drejer sig om hekse. Så nu vil jeg lige forsøge at lave et kort rids over opfattelsen af hekse. Hekse er knyttet til trolddom og magi. Der skelnes mellem sort og hvid magi, hvor den sorte magi er egoistisk og har til formål at skade en anden, mens hvid magi ofte er et forsøg på at fremme frugtbarhed eller bekæmpe sygdom.
De magiske metoder kan være mere eller mindre fantasifulde. F.eks mener nogle, at heksenes kost slet ikke blev brugt til at flyve på, men at de red ud over markerne på en potent kost, for øge jordens frugtbarhed. Ok, tales der om potente koste, så er der måske alligevel en kobling mellem det at flyve og kosten. Specielt hvis man tænker på en typisk nutidig heks, Joan Ørting.

Det går også helt klart igen i alle kulturer, at opfattelsen af hekse er knyttet til ondskab. Heksen er først og fremmest et symbol på det onde. Det er meget sørgeligt, synes jeg. For heksen er også tæt knyttet til sexualitet og frugtbarhed. Derfor er heksen ofte i nordiske mytologi blevet afbildet som en kvinde, der rider på en ulv og bruger en slange som tømme. Ulven står for det dyriske i mennesket og slangen er tegn på potensen. Denne beundringsværdige og misundelsesværdige dame har altså magt over begge dele. Det kan sandelig knibe for mange af os andre. Gennem tiderne har heksen været et frigørende men farligt symbol på en erotisk kraft, der ofte var en spændende modsætning til den kedsommelige kyskhed, som blev krævet af kirke og samfund.

Heksen arbejder med og står for naturens kræfter. Hun er parat med magi, urter og masser af livskraft, når vi står overfor det skæbnesvangre her i livet. Derfor er heksen og jordmoderen meget ofte blevet kædet sammen. Som regel ser man ikke de smukkeste sider af os mennesker, når vi er afmægtige. Det er bekvemt at have en syndebuk eller en heks, når et eller andet går galt. Tidligere var fødsler meget risikable. Ofte døde både mor og barn, og selvfølgelig var det så jordmoderens skyld – hun var en ond heks.

Jeg har virkeligt søgt vidt og bredt for at få et klart billede af, hvad en heks er. Det er ikke rigtig lykkedes. Der er simpelthen knyttet for mange stærke følelser til heksen. Lyst, had, angst og grådighed er bare nogle af de ingredienser, der bobler i hendes gryde, sammen med diverse mere eller mindre giftige og berusende urter.

Men en ting er i hvert fald blevet klart for mig- heksen er ikke et pænt borgerdyr. Tværtimod lever heksen altid i udkanten af samfundet. Derfor har hun ikke så meget at tabe, når hun vil vise, hvem hun er. Og derfor er hun farlig. Og måske kan vi derfor bruge hende til noget?

Jeg vil gerne tilslutte mig forfatteren, Alfred Lehmann, der i ”Overtro og trolddom” siger: ”Det er imidlertid indlysende, at hvad enten hekseri bedrives eller ikke, er troen derpå i højeste grad fordærveligt for samfundet” (s.63).

Dog skal dette lige nuanceres en kende. For jeg vil gerne opfordre enhver til at kigge ind i sig selv, og vedkende sig sin indre heks. Og det gælder både mænd og kvinder. Jeg tror det ville være godt for os selv og samfundet, hvis vi var mere parate, til at se på hvilke egenskaber vores egen personlige heks har. Måske ville vi af og til være mindre ondskabsfulde, og måske ville vi til andre tider have et sjovere og mere lystfyldt liv.

Skål

Sct. Hans 2011

På sådan en Skt. Hans aften synes jeg, at det er passende at genopfriske eller give folk lidt viden om, hvad en heks egentlig er.

Nogle tror, at hekse er onde. Det kan de godt være. Det kan jo gribe os alle sammen i en presset situation. Men det vigtigste kendetegn for en heks er hendes evner og hendes forbindelse til naturens stærke kræfter. I naturen gemmer der sig jo både gift og grusomhed og mad fryd og fornøjelse.

I ældgammel tid var disse kvinder, som man selvsagt skulle omgås med forsigtighed og respekt, en slags samfundsstøtter. De hjalp med at sikre en god høst. Heksenes store kendskab til urter og deres kraftfulde og lægende hænder var gode alliancepartnere ved fødsel eller sygdom.
I kan også roligt forestille jer en mand eller en kvinde, som i disse tider, hvor viagra endnu ikke var opfundet, snige sig ud til den stedlige heks med en flæskeside gemt under tøjet og et forventningsfuldt smil om munden.

Disse kvinder var i sandhed en magtfaktor i de små samfund, der eksisterede på trods af mangel på en nordisk sundhedsmodel, moderne kunstgødning og mobiltelefoner – for nu bare at nævne nogle få ting.

Magt skaber nok respekt eller ængstelse, men meget sjældent sand kærlighed. Det blev heksenes akilleshæl. For folk fik mod og blev mere og mere ivrige efter at få hevet heksene ned fra piedestalerne og op på bålene i takt med, der fremvoksede en ny magtfaktor, kirken.
Sådan er det jo med os mennesker. Dybest set bryder de færreste af os om at blive konfronteret med, at vi kun er små og almindelige mennesker. Vi vil gerne føle at vi har kontrol, at vi har magt, og så er det bekvemt, at glemme de velgerninger fra for eksempel heksene, som vi har nydt godt af.

Nå, de store grusomme hekseafbrændingers tid er heldigvis slut. Ja, heldigvis! For en ting er det vigtigt at holde sig for øje også i dag. Enhver kvinde bærer i sig noget af en heks. Tænk på de kvinder, som I kender. Nogle bærer heksens kendetegn, som en lille glød i øjet, andre har hofter, der danser som flammer i en stille sommernat. Atter andre igen har et væsen, som er et stort buldrende, bragende bål, hvis flammer måske nok renser, men også kan slå ihjel.

At det forholder sig sådan, må både mænd og kvinder erkende og forholde sig til. Det burde heller ikke være så svært. Vi har trods alt levet og ført slægten videre i tusindvis af år ved hjælp af heksen i kvinden.

Og så er der alligevel problemer! Store problemer endda!
Problemet er ikke heksen i kvinden. Nej, problemet er at mændene stadig tiltager sig retten til at brænde kvinder af. Nogle gør det den ene gang efter den anden, andre kun af og til. Endelig er der jo også de mænd, hvis mod er så småt, at de blot drømmer om en lille afbrænding.

Det er jo tydeligt, at det er den samme mekanisme, der gør sig gældende i dag hos mændene, som hos gamle tiders hekseafbrændere, men det er IKKE i orden. Derfor skulle vi måske næste overveje, at brænde en mandedukke på bålet, som symbol på at det er slut med mændenes unoder. Endelig vil jeg udbringe en skål for en fremtid, hvor kvinder næres af deres egen indre ild.

Katja Lundh

Nytår i Rumlepotten 2010

Hvordan er det man siger? Nåh jo: ”Nu er jeg jo ikke den store taler.” Men jeg vil alligevel benytte nytåret til at tale lidt om mig selv. Ikke fordi jeg er selvcentreret, selvfølgelig ikke, Jeg er bare overbevist om, at det både for jer og mig er det mest interessante og opmuntrende emne, der kan tænkes.

Det er nu godt et år siden jeg flyttede ind i Rumlepotten, og det har på alle måder været en stor omvæltning i mit liv. Mest fantastisk har det nok været i forhold til min opfattelse af mig selv. Jeg har altid opfattet mig selv som sær, anderledes og måske lidt utilpasset. Så kom jeg til Rumlepotten og fandt ud af, at det er jeg aldeles ikke. Bortset fra lidt hjerneskade er jeg faktisk det fuldendte eksempel på normalitet og harmonisk ligevægt.

Ja, I tror mig måske ikke, men jeg skal prøve at give nogle få eksempler for at illustrere det.

Jeg har altid opfattet mig selv som lidt af et rodehoved. Gennem tiden har der bestemt også været mennesker, som højlydt har bekræftet mig i denne opfattelse. Men efter jeg er flyttet ind her, har jeg fundet det perfekte lægemiddel mod deprimerende tanker om min egen manglende ordenssans. Jeg går blot en tur gennem glasgangene, og straks får jeg lidt mere perspektiv på det hele. Måske er jeg ikke det mest ordentlige menneske i verden, men jeg er heller ikke det største rodehoved. Jeg ligger nok pænt i midten. Og middelmådigheden og normaliteten går jo ofte hånd i hånd.

Noget andet er det her med at skræppe op. Jeg troede jeg var et udpræget sludre-chatol med en hang til at diskutere, som kunne nærme sig det krigeriske. Nu oplever jeg så, at jeg til det ene fællesmøde efter det andet sidder from som et lam, eller som en østers der er klappet i, mens andre tager sig af de svære ideologiske og principielle spørgsmål om økologi og hundelorte i haven.

Apropos hundelorte. Så er der jo temmelig mange hunde her. I januar fik jeg Gucci, og kom dermed automatisk med i klubben af mere eller mindre skøre hundeejere her i Rumlepotten. Om Gucci kan det siges, at den hund altså ikke er helt normal. Og heldigvis for det.!!! Det hjælper mig til at holde fast i lidt af min gamle selvopfattelse. Som hund så herre.

Når man ser på Rumlepottens udvalg af skævbenede, tottede, snøftende og elskede hunde – ja, måske ikke elskede af alle, men i hvert fald af deres ejere – så er det nærliggende at lave en kobling til menneskene her. Også blandt dem er nogle mere kortbenede end andre. Der er mennesker med lange ører og en masse bjæffen. Og der er andre, hvor det ligger i generne at drive flokken sammen.

Under alle omstændigheder er den menneskelige variation fantastisk, og når jeg trænger til underholdning kan jeg bare sætte mig ud i glasgangen og betragte de forbipasserende. Nogle går ranke som havde de et kosteskaft i ryggen, andre vimser forvirrede frem og tilbage, og børn drøner hujende gennem hele Rumlepotten.

Også i spisesalen ses forskellene. Nogle udvælger maden med kræsen omhu, andre dynger tallerken til. Ved selve spisningen går snakken så, og da vi bor tæt og er afhængige af hinanden, har det meste interesse.
Under alle omstændigheder følger jeg med i hvad der foregår, for der er lydt her, og en ting har jeg ikke fået afkræftet omkring min selvopfattelse. Jeg har altid været og vil altid være nysgerrig.

I kraft af denne nysgerrighed og de muligheder, som Rumlepotten giver, har jeg oplevet stærke og svage sider hos stort set alle her i fællesskabet.
Helt ærligt, jeg tror ikke vi her i Rumlepotten er mere skøre end folk alle mulige andre steder. Om det så betyder, at vi er normale, er jeg lidt usikker på. I hvert fald lever vi tæt, og det er let at få øje på hinandens særheder.

Mit håb for det nye år – og det her er jo en nytårstale – er at vi bruger de kræfter, vi har, i og med at vi er et fællesskab, til at at skabe nye projekter og oplevelser for os alle. Og arbejder på at bliver bedre til at støtte og støtte os til hinanden.

Godt nytår og skål for Rumlepotten

Katja 187